Mavesyre, for lidt

Adskillige mennesker har for lidt mavesyre uden at ane det. Træthed, efter du har spist, smerter, oppustethed eller manglende appetit kan sagtens være tegn på, at du danner for lidt af den vigtige mavesyre, der indgår som en vigtig brik i hele fordøjelsesprocessen.

For at skabe en sund fordøjelse bør du spise mad og urter, som hjælper med produktionen af galde, der også får galden ud af leveren og over i galdeblæren og derfra videre til tyndtarmen, hvor galden hjælper med at nedbryde proteiner og fedtstoffer. At så mange mennesker har problemer med fordøjelsen i dag, skyldes uden tvivl, at vi spiser for meget, men også, at vores fødevarer er så raffinerede, at der ikke er nogen bitterstoffer tilbage.

Det er bitterstoffer, som fremmer galdeproduktionen, og det sker ved en ganske smart proces: Når et bitterstof lander på tungen, bliver der via spyttet sendt besked til mavesækken om at producere mere mavesyre. Mavesyren sender besked videre til galdeblæren om at tømme sig, så tyndtarmen er parat til at modtage maden, som videreforarbejdes af enzymer fra bugspytkirtlen og af tarmen.

Kurforslag generelt:

Kostråd: Der skal bitterstoffer til, og dem finder du i rucolasalat, mælkebøtteblade og artiskok. Syltede agurker og asier må gerne komme tilbage på middagsbordet, så vi bedre kan nedbryde alt det kød, vi spiser.

Hvis du ikke lider af for meget mavesyre, kan alskens krydderurter gøre en forskel, fordi de virker regulerende og fremmende på fordøjelsen.

Husk at få tjekket, om problemerne med mavesyre er opstået på grund af bakterien Helicobacter pylori, så den bliver fjernet med den rette medicin.

Fedtsyrer: Spis planteolier og fiskeolier. Ved for lidt mavesyre kan du have problemer med opstød og lettere kvalme, hvis du spiser kapsler. Sørg for at spise dem sammen med et hovedmåltid.

Andet: Drik ikke til måltiderne. Det fortynder mavesafterne, så de har sværere ved at udføre deres arbejde. Koldt vand kan virke irriterende, drik hellere lunkent vand. En kop lunkent vand før sengetid og en kop om morgenen kan gøre underværker.

OM SKRIBENTEN

MARIANNE PALM
er vores skribent indenfor biopati. 

Marianne er uddannet som biopat/naturopath i biologisk medicin, phytoterapeut og psykoterapeut.