Granatæbleekstrakt

Kender du ikke allerede den næsten kuglerunde frugt med de fantastiske, skinnende og blanke frø, så skynd dig ned i en velassorteret butik, og køb den for første gang. Skær den lidt hårde skal over, og de mange kerner kan frigøres med en ske. De er lige til at spise, pynter på alle salater, og så er de virkelig sunde!

Det er det store indhold af blandt andet polyphenoler, som er af afgørende betydning for vores sundhed. Som beskrevet tusindvis af gange før vil alle farverige grøntsager og frugter indeholde særligt mange antioxidanter, som er så vigtige for alle vores organer, og også i ethvert anti-age-produkt bør de indgå som en særlig ingrediens til at bevare alle organers bedst mulige overlevelse, men altså også for vores hud. Men granatæbler skiller sig ud på grund af deres høje indhold af ellaginsyre. 

 

Der er og har været meget forskning på granatæblet, og for at blive lidt mere specifik end bare at skrive en “super-antioxidant” løfter vi sløret for nogle af virkningerne lige her. 



Meget spændende og lidt indviklet forskning

 

I udlandet har det været velkendt i årtier, at vores mikroflora i tarmen, samlet set kaldet mikrobiomet, har en overordentlig stor betydning for vores velbefindende, for forebyggelse af sygdomme og endog i behandlingen af en lang række problemstillinger. 

I 2019 så man, at der via polyphenoler, som findes i alle farverige bær og frugter, kan dannes en vigtig metabolit kaldet Urolithin A (UroA). 

 

I biokemien defineres en metabolit som et slutprodukt i en organismes stofskifte. Der skelnes mellem primære metabolitter og sekundære metabolitter. Naturstoffer anvendes ofte som en betegnelse for metabolitter, specielt de sekundære metabolitter, og der er her tale om det stofskifte, som mælkesyrebakterierne udskiller i tarmen. Alt levende har et stofskifte, det vil sige nogle næringsstoffer, som skal optages, og nogle affaldsstoffer, som skal udskilles. Man har længe vidst, at netop affaldsstofferne fra mælkesyrebakterierne i tarmen har en særlig effekt på både tarm og alle andre organer, der er beklædt med slimhinder, som ydermere har en særlig overordnet gunstig påvirkning af kroppen som helhed. 

 

Denne særlige metabolit, Urolithin A, er afledt af og hjulpet på vej af ellaginsyre, en sund syre, der findes store mængder af i blandt andet granatæblekerner, hvor bakterierne i tarmen transformerer/forvandler ellaginsyren til denne Urolithin A. 


Hvorfor er det vigtigt? Netop tarmens slimhinde er meget afhængig af at få hjælp fra Urolithin A til at opretholde en god slimhindebarriere, så næringsstoffer får lov til at passere ind gennem tarmvæggen, ud i blodet og blive anvendt af alle kroppens celler til at opretholde livet. 

En svag tarmslimhinde lader med andre ord “hvad som helst” passere, og det er måske en af forklaringerne på den stigende forekomst af allergier, fordi barrieren hverken i tarm eller luftveje er stærk nok til at imødegå disse belastninger. 

Forskningen viser, at det gælder især for udviklingen af tarmsygdomme, og måske kan kernerne med deres store indhold af ellaginsyre skabe netop den mængde Urolithin A, som gør, at man ikke udvikler sygdomme lokalt og andre problemer globalt, altså i resten af kroppen. 

 

Tarmceller står ret skulder ved skulder

I fagsprog taler man om at opregulere epiteliale stramme junction-proteiner, og på almindeligt dansk betyder det at have nogle stærke proteiner til at skabe et tilpas fungerende bindeled mellem tarmcellernes vægge. Her skal du forestille dig, at tarmcellerne ligesom står skulder ved skulder som soldater på rad og række, og det er mellemrummet mellem tarmcellerne, der skal være tilpas stærkt, hverken for lidt eller for meget plads mellem soldaterne, for at lade de rette stoffer passere hen over tarmen og ind i blodet. 

 

Dit næste spørgsmål vil sikkert være, hvordan disse tarmforhold bliver blandet ind i vores snak om hud, men det er netop her, videnskaben og erfaringerne bliver bundet sammen, for komplementære behandlere har i årevis sagt, at “al sundhed begynder i tarmen” uden at have store forkromede forskningsrapporter til at underbygge påstanden, men det har vi i dag. 

Vi ved nu, at ikke kun en sund mikroflora, men også indholdet af for eksempel ellaginsyre og antioxidanter er overordentlig vigtigt for både at bevare spændstige og sunde slimhinder i tarmen og også at bevare et smukt ydre så mange år som muligt af et langt liv. 

 

I de samme forsøg fra 2019 opdagede man, at granatæbleekstrakt og andre ellaginholdige frugter ligeledes har betydning for en generel udvikling af inflammation.

Du finder det højeste indhold af ellaginsyre i granatæbler, valnødder, jordbær og hindbær. 

Infektioner og andre problemer i huden

 

I flere forskellige typer af forsøg har man set, hvordan kerner fra granatæbler har betydning for forebyggelsen og behandlingen af forskellige hudproblemer, herunder blandt andet de mere aldersrelaterede problemer for eksempel omkring slapt bindevæv i underhuden, pigmentpletter og tør hud. Med andre ord hjælper de røde kerner til opretholdelse af en stærk hud, der bedre kan imødegå aldersrelaterede udfordringer eller sygdomme i huden. 

Forsøgene er af lidt blandet karakter, men overordnet kan man godt konkludere, at de fine, røde kerner har en plads i for eksempel ReAge fra Sandvig Pharma og i høj grad også i salatskålen eller som en fast bestanddel som drys på alverdens retter i dagligdagen.

Busken kan også gro i vinterhaven i Danmark

En granatæblebusk er en sjov, løvfældende frugtbusk, der ud over at være dekorativ også udvikler lækre frugter, du kan bruge i drikkevarer og madlavningen. Punica granatum har tynde, tornede grene, der i starten former en busk, som med tiden vil udvikle sig til at få et udseende, der er en blanding mellem en busk og et træ. I starten har busken en meget opret form, men i takt med at der kommer frugter på busken, vil deres vægt tynge grenene lidt ned, så formen bliver bredere. Bladene på grenene er ovale og mørkegrønne, mens planten i juli-august blomstrer med fine, orangerøde blomster. Det er netop de blomster, der senere udvikler sig til frugterne, busken har sit navn efter – nemlig granatæbler. Granatæblerne har en lækker, balanceret, sød til let syrlig smag, og frugterne har flere anvendelsesformer i køkkenet. Blandt andet kan den velsmagende, pressede saft fra granatæblerne benyttes i læskedrikke, mens kernerne fra frugterne kan bruges til råkost og salater eller tilsættes i yoghurt.

Granatæblebusken er velegnet til stuen eller dyrkning i vinterhaven.

Frugten er et bær med en hård, grøn og rød skal. Inden for denne findes saftigt frugtkød med en mængde frø. Frugten er nærmest kuglerund og på størrelse med et stort æble. Granatæbler importeres her til landet fra landene omkring Middelhavet. De spises rå med ske, efter at frugten er delt. Smagen er frisk og noget syrlig. Presset saft kan bruges til læskedrikke.

Kilde: haveabc.dk

OM SKRIBENTEN

MARIANNE PALM
er vores skribent indenfor biopati. 

Marianne er uddannet som biopat/naturopath i biologisk medicin, phytoterapeut og psykoterapeut.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *